Som nævnt i mit sidste indlæg, ‘Kom i gang med digital markedsføring‘, er remarketing et godt sted at starte, og en vigtig del af online annoncering. Personligt er det lykkedes mig at få salg for kunder helt ned til 3-7 kroner per køb gennem remarketing på Facebook. Læs med her, for at lære hvordan du selv kan komme i gang med en af de vigtigste discipliner inden for online markedsføring.

Opsæt din tracking korrekt

Uanset hvordan du vil lave remarketing, er det vigtigt at du først har opsat korrekt tracking. Når du opsætter din Pixel, eller Google Analytics tracking, skal der for det bedste resultat registreres hvornår en kunde foretager en handling videre i købsprocessen. Der skal altså ikke kun registreres, hvornår du har en ny besøgende. Hvis vi antager at du har en normal webshop, skal det registreres når en kunde ser på et produkt, når de tilføjer et produkt til kurven, når de går videre til kassen osv. På den måde får du mulighed for at markedsføre dig direkte til dem som eksempelvis har lagt et produkt i kurven, uden at købe det. Det er nogle enormt værdifulde personer at få fat på.

Hvordan gør jeg så det? I de fleste CMS, som WordPress, Shopify, Magento m.fl., kan der blot installeres et plugin, og så vil det meste allerede være i orden. Har du problemer med at få installeret et sådant plugin, eller få det opsat korrekt, er du altid velkommen til at kontakte mig på mail, telefon eller messenger.

Vælg en relevant handling at markedsføre til

Når du har sikret dig at din tracking er opsat korrekt, kan du begynde at oprette din kampagne. For simplicitetens skyld, tager jeg her udgangspunkt i remarketing på Facebook. Når du er ved at oprette din kampagne, og når til valg af målgruppe, skal der vælges hvem du vil vise din annonce til. Er din målsætning at få flere salg fra dit produktkatalog, vil du have muligheden for at vælge mellem muligheder som ‘Set eller føjet til indkøbsvognen, men ikke købt’ og ‘Føjet til indkøbsvogn, men ikke købt’. Ved hver mulighed, får du også lov til at vælge hvor mange dage efter den efterspurgte handling er foretaget, annoncen kan vises til en potentiel kunde. 

Har du ikke en webshop, og bruger derfor i stedet en målsætning som ‘konverteringer’, skal du have oprettet en ny brugerdefineret målgruppe, der kan sammesættes frit med kriterier for din pixel. Du kan for eksempel vælge at du vil have fat på alle besøgende de sidste 7 dage, undtagen dem som har konverteret på hjemmesiden.

Vælg den rette tidsperiode

Som en generel regel, vil du kunne vise din annonce længere tid efter en handling, jo dyrere, og jo mere unikt og komplekst dit produkt er. Hvis du sælger tyggegummi til 10kr pakken, giver det måske ikke mening at markedsføre sig 14 dage efter nogen har set på dit produkt. Der er her en stor chance for at de har fundet et lignende produkt andetsteds, eller ikke har brug for det længere. Desuden vil du ende med at betale mere, fordi annoncen vises længere tid til en kunde som i virkeligheden ikke er interesseret længere. Sælger du derimod et dyrt produkt, kan det tage længere tid for køber at beslutte sig. Heldigvis er der ved dyrere produkter også oftest en større fortjeneste per salg, og derfor større mulighed for at betale for annoncer der vises flere gange.

Sørg for at din annonce er relevant

Fordi du med remarketing er meget specifik i din målretning, ved du allerede en del om dem som får vist din annonce. Sørg for at tekst og video/billede er så relevant som muligt, for at få konverteret dem, som har vist interesse i dit produkt, eller i din service. Det er her du har mulighed for virkelig at skille dig ud. Det er svært at sige præcis hvad du skal gøre her, fordi det kan være så forskelligt ved forskellige produkter. Her er et par generelle idéer du kan teste af. Ofte kan det betale sig at opsætte en række af annoncer, som vises én ad gangen, efter en kunde har foretaget en ønsket handling. Du kan som et eksempel opsætte 3 forskellige reklamer, som vises henholdsvis 0-3, 4-7 og 7-10 dage efter en potentiel kunde har besøgt din hjemmeside, uden at foretage et køb. Hvis kunden trykker ind på siden via den sidste annonce, stadig uden at foretage et køb, vil de igen få vist første annonce. En anden mulighed, er at tilbyde en rabat, til de som ikke har købt efter en periode. Rabatten her kunne eksempelvis først tilbydes når en kunde er endt i 7-10 dages kategorien.

Der er enormt mange muligheder, og det er her det kan betale sig at bruge lidt tid, og være kreativ. Jo bedre det kreative i din annonce hænger sammen med målgruppen, jo bedre resultater vil du også se.

Få taget et kig på mulighederne

Ønsker du at få opsat remarketing på din side, så du også kan begynde at sælge mere, så sidder jeg altid klar til at hjælpe. Kontakt mig på +45 31 38 52 86, eller send en mail på egustavsen@egus.dk.

Følg vores Facebook-side eller tilmeld dig vores nyhedsbrev, for at holde dig opdateret med nye indlæg.